Hundetræning

 

Hundetræning 2023

Årets hundetræning starter torsdag den 23. marts kl. 19.30 med info / opstartsmøde (uden hund!!) i klubhuset på Harring Hedevej 3, 7752 Snedsted.

Introaftenen vil byde på lidt teori om hunde og hundetræning generelt. Emner som motivation, metoder, holdninger, krav og forventninger vil blive gennemgået.

Hvad er en god jagthund? Hvordan opstiller man mål for det man ønsker at nå med sin hund? Hvordan udføres det i praksis? Hvad forventer vi af jer? Der vil være rig mulighed for spørgsmål og diskussion.

Vi håber og forventer at hvis man har købt sig en jagthund, er der også et formål med det, nemlig at den skal bruges på jagt. For at det skal lykkes er det nødvendigt man bruger den fornødne tid sammen med hunden, og ikke kun træner den ene gang om ugen, hvor der er hundetræning.

Erfaringen er at jo mere der trænes, jo bedre bliver resultatet.

Der bliver 10 gange træning, med start onsdag den 29. marts hos Kaj Verner Nielsen, Irupvej 5, 7752 Snedsted. 

 

Vi har plads til maks. 20 hunde, så det er først til mølle...

"Gamle hunde" vil blive henvist til Thy Jagthunde Klub eller Morsø Jagthunde Klub.

Tilmelding skal ske direkte til Kaj Verner på tlf. 27646127 senest den 20. marts 2023.

Hundetræning 2014

Årets hundetræning hos Kaj Verner er slut. Det har været en forrygende god træning, og såvel hunde som ejere er fulde af begejstring, når talen falder på hvad de har lært og oplevet på dette træningsforløb i foråret. Ingen tvivl om at det klart kan anbefales! Foreningen er stor tak skyldig til Kaj Verner for at dele så rundhåndet ud af sin store kompetence på dette felt.

Kaj Verner har indsendt følgende beretning om forløbet:

Årets hundetræning er slut. Det har været en fantastisk sæson. Vi har aldrig haft så mange dygtige hunde som i år. Til den afsluttende prøve/test havde 5 ud af 17 hunde max. point (100) og yderligere 5 hunde have 98 og 99 point.

Dette fortæller at hundeførerne har været dygtige og har lagt mange timer i opgaven. Men som bekendt er der jo ikke noget der kommer af sig selv.

Bedste hund blev: ”Høegstoft Glenna” (Kleiner Münsterlænder), ejer og fører Michael Svendsen

Nr. 2 blev : ”Simba” (Ruhåret Hønsehund), ejer og fører Martin Gade

Årets fiduspokal gik til: ”Frede” (Cooker Spaniel), ejer og fører Dina Jørgensen.